Et eksempel på en hurtig aktieanalyse

Et eksempel på en hurtig aktieanalyse

I forrige blogindlæg skrev jeg om hvordan man kan lave en aktieanalyse på 1 time. Det er absolut kun til dem, som ellers ville investere i en aktie uden overhovedet at have lavet en analyse. Men det bedste er at holde sig til passive investeringsforeninger eller ETF’er hvis tiden er knap. Jeg vil vise hvordan man anvender metoden, ved at kigge på aktien Schouw & Co.

Den hurtgie aktianalyses fem trin var:

  1. Kig på størrelsen og indtjeningen
  2. Undersøg kapitalstrukturen
  3. Udregn P/E
  4. Kig på markedsværdien
  5. Overvej fremtidsudsigterne

Kig på størrelsen og indtjeningen

Markedsværdien skal helst være større end 7,5 mia. DKK og indtjeningen positiv og med vækst de sidste fem år. Du kan nemt finde disse tal inde på Euroinvestor her. Under markedsværdi står der 15,7 mia. DKK hvilket er over de 7,5 mia. Desuden kan du også finde indtjeningen under den graf, der hedder profitabilitet – jeg har sat grafen ind forneden.

Tabel 1 Profitabilitet

Det er nemt at se, at indtjeningen har været positiv. Men det er svært at se om der har været vækst. Gennemsnittet for 2015-2017 er ca. 1000 mio. DKK. Hvis vi ser på hvad de har tjent til og med Q3 for 2020 så ser det ud til at de kommer til at tjene det samme i år som i 2019. Altså ligger gennemsnittet for 2018-2020 på ca. 830 mio. DKK. Der sker altså ikke en vækst hvis man sammenligner de to perioder, men 2020 har også været præget af corona.

Undersøg kapitalstrukturen

For at finde gælden så skal man kigge på den tabel der hedder Historik, som du kan se forneden.

Tabel 2 Historik

Her står der at forpligtelser i 2019 var på 9,2 mia. mens egenkapitalen var på 9,5 mia. Det vil sige debt-to-equity er på 9,2/9,5 = 97 % altså over 80 %. Der er dog noget af forpligtelserne som ikke er egentlig gæld, så tallet kan reelt set godt være lavere. Derfor skræmmer det mig ikke, at ratioen er på 97 %.

Udregn P/E

Formlen for P/E er aktiekursen divideret med indtjeningen pr. aktie. For at finde indtjeningen pr. aktie så tager vi det seneste års resultat, som var på 906 mio. DKK efter skat ifølge deres årsrapport. Antallet af aktier kan du finde under tabellen Kursudvikling (afbildet forneden), det er på 26 mio. Indtjeningen pr. aktie bliver dermed 906/26 = 34,8 DKK. P/E bliver så 613 DKK/34,8 DKK = 17,6 DKK. Dette er over gennemsnittet på 15 men man kan også sige at hvis vi forventer at indtjeningen atter lander deromkring i 2020 trods corona, så er der også plads til vækst. Med andre ord kan P/E godt falde med tiden. Man kan også fortolke denne P/E som at hvis firmaet formår at tjene 906 mio. DKK om året, så går der 18 år og aktiens pris er “tjent ind”*.

Tabel 3 Kursudvikling

Kig på markedsværdien

Hvis man regner med at de 900 mio. DKK, som var indtjeningen i 2019, gentager sig ude i fremtiden. Så kan man prøve at gange det med 15 og holde op mod markedsværdien på 15,7 mia. DKK (se Tabel 3). 900 mio. DKK x 15 = 13,5 mia. DKK. Altså er markedsværdien ikke synderligt skudt over de 13,5 mia. Hvis markedsværdien skal matche, så skal indtjeningen være på over 1 mia. DKK, hvilket ikke virker urealistisk når man kigger på de historiske resultater i Tabel 1.

Overvej fremtidsudsigterne

Hvis man læser om selskabet inde på Euroinvestor, så står der at selskabet er et konglomerat der fokuserer på en række af ting: Produktion af fiskefoder til fiskeindustrien (BioMar), nonwovens tekstiler til bl.a. møbler, sko mv. (FiberTex), samt hydrauliske systemer (Hydra-Grene) og andre forretningsområder. Man må sige det er en god blanding af sektorer, som deres forretning understøtter, og man må forvente der kan komme noget synergi imellem områderne.

Konklusion

Schouw & Co. er et large-cap selskab med en stabil indtjening. Dog har der ikke været vækst hvis man sammenligner den seneste periode med en forrige periode – men 2020 har også været præget af corona. Firmaet har en ok kapitalstruktur, da den er fondet af mere egenkapital end gæld med en debt-to-equity ratio på 97 % eller under. P/E på 17,6 virker ikke for høj, men firmaet skal vækste for at retfærdiggøre denne ratio, de skal gerne tjene 1 mia. eller mere pr. år. Det er svært at pege på tendenser, når man kigger på deres række af forretningsområder, da det spænder vidt over flere sektorer. Men jeg kan ikke finde noget der skulle bremse deres vækst. Denne analyse har jeg brugt 2 timer på max! Og resultaterne, mener jeg, er bedre end ingen resultater inden en eventuel investering i selskabet.


Disclaimer: Dette er ikke en købsanbefaling og teamet bag Invester med hjernen kan ikke stilles til ansvar for læsers investeringer. Der ydes ikke rådgivning om pension og investering. Dvs. jeg anbefaler ikke hvilke produkter, der passer til dit behov. Denne tekst har til formål at undervise og oplyse læser om pension og investering.

*At aktiens pris er tjent ind efter 15 år, betyder at indtjeningen pr. aktie sammenlagt over de 15 år svarer til den pris du i sin tid betalte for aktien. Betaler du 150 kr for en aktie, og indtjeningen pr. aktie bliver 10 kr. de næste 15 år, så har du fået aktiens pris tilbage igen efter den årrække. Det forudsætter dog at al indtjening bliver udbetalt til aktionærer i form af udbytte.

Skriv en kommentar